Din Historie

Denne del er til din historie, omkring dine erfaringer med Jehovas vidner, Mormoner, Indre Mission m.m.Det er ikke en betingelse af du har haft en hård oplevelse, da du forlod gruppen. Denne del har til formål, at fortælle jeres historie på godt og ondt om jeres erfaringer i gruppen. Der bedes kun om at personer og steder bliver ændret (privat livets fred) så det ikke genkendes og hvis man har behov for at få luft ved hjælp af kraft udtryk!!!!! gør det venligst som Egon Olsen eller Kaptain Haddock fra Tintin. For denne del, af jvfakta.dk skal være jeres så meget som muligt og det gælder også den frihed, at jeres eget personlige ordvalg kan komme til sit rette. Skriv til www. jvfaktadk@gmail.com og jeg vil så lægge det ind på denne side. Ordet er frit !!!!!!

Brian Bartholin

Om At Blive Udstødt Selvom Jeg Ikke Var Blevet Døbt: Tilbage i 80'erne var reglerne i JV anderledes end i dag, og jeg husker det netop fordi de havde betydning for mig og min udstødelse. En udstødelse der ophørte den dag et brev til alle menigheder blev læst op i Rigssalen. Historien tog sin begyndelse med at jeg fik en Offentlig Irettesættelse for et eller andet specifikt som jeg ikke længere kan huske hvad var.

Det har sikkert været noget med at snige sig væk hjemmefra om aftenen og tage i Ungdomsklubben, eller måske var det rygning, som jeg på det tidspunkt allerede havde praktiseret i et par år. Men udstødelsen, den var pga. rygning, for min mor afslørede mig bag hønsehuset med en tændt smøg i hånden, og så måtte hun jo hidkalde de ældste som stillede op med et Dømmende Udvalg i løbet af et par dage.

Jeg var 16 år gammel, og dommen var Udstødelse til offentliggørelse ugen efter. Det betød tilmed at jeg fra den dag ikke måtte begynde måltider sammen med min familie, da jeg ikke måtte udføre troshandlinger sammen med dem længere, og derfor ikke kunne deltage i familiens bordbøn. Jeg kunne indfinde mig ved bordet når bordbønnen var overstået. Det betød også at jeg skulle opholde mig på mit værelse, eller forlade matriklen hvis vi fik gæster eller besøg af andre JV'ere. Hvilket faktisk skete ret tit - det var virkelig ydmygende, og jeg var vred over det. I menigheden sad jeg herefter på bagerste række, da jeg fandt det mindst ydmygende lige at snige sig ind og ud derfra den plads. For jeg skulle komme sidst og gå først som en del af udskamningen. Jeg kom til møderne og gjorde på overfladen som der blev sagt - og så røg jeg ellers videre og sneg mig i Ungdomsklub når jeg kunne.

Efter et halvt års tid fik familien en opringning fra en af de ældste - en meget afholdt mand - han kunne berette at der ville blive offentliggjort nye retningslinjer i fht. sanktioner/sanktionsmuligheder over for udøbte forkyndere. Så få dage efter blev brevet med de nye retningslinjer læst op i menighederne, og så var jeg med et trylleslag tilbage i Good Standing. Ved mødets afslutning blev jeg derfor krammet og fik en masse tilsagn om at jeg var savnet, og at de var så glade nu hvor vi kunne snakke sammen igen. Og det er ikke for at tage noget fra dem, eller for at dømme dem på nogen måde, men jeg tænkte i de øjeblikke på hvor falskt det var, og at jeg jo slet ikke var hverken forandret eller anderledes bare fordi nogen gamle mænd har skrevet et brev, og det så er blevet læst op......

Men nuvel - jeg kom i Good Standing og holdt den indtil jeg selv besluttede at skride, hvilket var kort efter, da min kæreste og jeg fik at vide at vi ikke måtte sidde ved siden af hinanden til møderne, fordi vi ikke havde planlagt/aftalt Bryllup. Vi skred begge, og kort efter var vi ikke længere sammen - verden var så stor, og der var så meget jeg skulle nå at opleve og prøve inden Jehova ville udslette mig.

Jeg havde virkelig travlt - jeg skulle prøve det hele, og havde en liste så lang, og så skulle jeg selvfølgelig på et tidspunkt "komme tilbage" til JV, redde mit liv, og gøre min mor glad og stolt. Jeg prøvede virkelig mange gange at komme tilbage, men jeg holdt alt for meget af verden til ikke at få "tilbagefald" og savne alt det åbne og frie jeg havde været en del af, og derfor blev mit liv en pendultilværelse uden retning. Så når nogen siger at jeg ikke blev udstødt fordi jeg ikke var døbt, så bliver jeg VRED, rigtig vred; for det blev jeg og det fik afgørende indflydelse på min fremtid.

 Tidligere Jehovas Vidne

Vrede og tilgivelse. Et langt indlæg men håber det er okay. Mange af os eksvidner har oplevelser, der har givet sår og ar på sjælen og gjort os meget vrede. Jeg forstår godt, hvor svært det kan være, at tilgive for har selv været igennem processen. Og derfor kan jeg også varmt anbefale, at tilgive.

Det er ikke det samme som, at acceptere de handlinger, der er begået mod en, men det giver en mulighed for, at komme videre og lægge det bag sig. I stedet for at hænge fast i negative og træls følelser og minder. Det er en lettelse og livet bliver lysere af det. Jeg har det meste af mit liv haft et mega dårligt forhold til min søster. Hende og hendes mand har ikke altid været søde overfor mig og heller ikke overfor min mand.

Det værste der skete var, de beslutninger de tog ang. min fars begravelse. De siger, at det var mors beslutning, men det har jeg meget svært ved at tro. De afskar mig fuldstændig fra, at være en del af processen. At komme over til mor og sørge med hende for de tog hende med hjem og jeg var tydeligvis ikke velkommen. De afholdt en mindehøjtideligehed sammen med mor, hvor de mindedes far. Da jeg ringede til min søster for, at fortælle hende, at mine børn og jeg kom derover to dage efter fars død, sad de ude i haven og hyggede sig. Ja hyggede sig. Min søster lød glad og veltilpas og sagde: Ja vi sidder ude i haven og nyder vores aftensmad, det er så hyggeligt og dejligt.

Min far kom herfra uden nogen som helst form for en højtidelighed fulgt af os alle sammen. Ingen kiste, ingen blomster, ingen taler, ingen ting overhovedet. Han lå bare der i kapellet på en træbænk iført denne her hvide kjortel. Helt alene. Vi var der et lille stykke tid og det var en meget meget mærkelig oplevelse. Men han blev brændt og kom på de ukendtes grav. Hans sidste rejse helt uden sine nære og kære omkring sig.

Jeg ved godt, at han er ligeglad men det er alligevel noget af det mest kolde og kyniske jeg har været med til. Det gjorde så ondt, at jeg blev afsindig vred og rasende på min søster. Hvordan kunne hun gøre det imod far. Mit gæt var og er, at han var ikke et "rigtigt Jehovas vidne" Døbt ja men vidne kun af navn og ikke af gavn. Og så havde han jo fået blodtransfusion. Nå men den vrede fyldte mig faktisk så meget, at jeg måtte sygemeldes. Det var og er skræmmende, at man kan blive så vred. Jeg opsøgte en psykolog og hun hjalp mig. Jeg skrev et brev til min søster i hånden om alt det hun havde gjort og ikke gjort i mit liv.

Skrev min vrede, skuffelser og sorg ned på papiret. Læste det mange gange også for psykologen. Det løftede rigtig meget. Det næste lyder måske lidt underligt, men det der endeligt hjalp mig var en serie jeg så. The Crown. Den løftede sløret for en forståelse af, at min søster egentlig kun har handlet som hun har, grundet hendes tro. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor det lige var det, der gjorde udslaget for jeg har jo vidst det inderst inde at sådan er det, men det fik nogen ting til, at falde på plads. Det har resulteret i, at i dag kan min søster og jeg snakke og grine sammen. Vi ses ikke og kommer aldrig til det. Men vi arbejder sammen om, at min mors sidste tid på jorden må blive så god den kan. Hun er svært dement og har det virkelig dårligt. Så vi kan ikke gøre så meget nu men vi er sammen om det alligevel.

Jeg er glad og taknemmelig over, at jeg har min søster i denne svære tid med mor. Og det er gengældt. For det er en kæmpe støtte og trøst. Kun hun kender vores forældre som jeg og kun hos hende finder jeg den forståelse jeg har behov for. Det er en lettelse og jeg er glad for, at jeg ikke også har vreden til min søster oven i. Jeg har tilgivet hende og det har medført dels et "forhold" til min søster, der er tåleligt og glæden over, at hun er i mit liv.

Men også den positivitet, der er kommet ind i mit liv. Jeg kan ånde og hjertet er ikke tungt. Det er vidunderligt. Jeg kan stadig blive vred på sekten men jeg kan håndtere vreden. Jeg lader den ikke vokse og bo i mig. Livet skal leves, kvaliteten skal være god og det er en god fingerregel at have med sig i livet og værd at arbejde på. Kærligheden er størst af alt og overvinder alt. Tilgivelsen er et godt redskab.

Del siden